Jeg skriver om livet med sclerose. Jeg kigger tilbage på årene med sclerosen og lidt fremad. En slags dagtids/nutids dagbog kan du vel kalde det.

6. januar 2016

En stok, en hest og et par geder.

(billedet er fra maj 2011 - mindstemanden er 3 år. Han syntes det var en fantastisk hest)

Der ligger en specialskole lige bagved, hvor vi bor og de har to geder eller sidst vi gik derop, var gederne godt nok væk.

Da børnene var mindre elskede de, når vi gik en tur forbi og sagde hej til gederne. Fodrede dem lidt græs over hegnet, hvis de gad komme hen til det. Jeg tror også gederne som regel synes det var ok vi kiggede over hegnet indtil dem, de brægede i hvert fald højlydt for det meste når vi kom.
Dengang gik jeg 'kun' med stok (havde ikke helt accepteret en rollator nok var bedst for ben og ryg) godt nok ikke mere end ca 500 meter ad gangen, men en tur op til gederne og tilbage kunne jeg sagtens klare på stien. Mindstemanden og jeg gik derop en eftermiddag, da han vel har været omkring 3½ år. Han løb pludselig ind i krattet og kom ud med en pænt stor kæp.

"Se mor, det er min stok"
Og så gik vi der ved siden af hinanden med hver sin stok!

Det var først da mindstemanden startede i børnehave, at han er begyndt at bemærke min stok. Han forsøgte sommetider at tage den fra mig og kunne finde på, at sige jeg skulle gå ordentligt. Han var ikke vred som sådan, men var vel ved at prøve at forholde sig til det. Hans storesøster var også omkring den alder, da hun begyndte at bemærke stokken. Hun var vred på mig i en periode over, at jeg ikke gik ordentligt. Det gik nu hurtigt over og faktisk ville hun helst selv forklare voksne som børn, hvorfor jeg var nødt til at gå med stok, hvis nogen spurgte.

I dag er hun 10 år og lillebror er 8 år. Vi snakker jævnligt om sclerosen, hvad den gør og ikke gør. Som sagt, har vores børn aldrig kendt til andet end en handikappet mor, og de er fantastiske omkring det.

Er du ærlig og åben overfor dine børn? Tror du det er nødvendigt?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar