Det er jeg så endnu bedre til nu! At tage i mod den hjælp jeg tilbydes

Den lille mand og prinsessen er lige startet i 3 og 5 klasse. Wow jeg kan ikke helt forstå det er der vi er! Den lille mand bliver 9 år på søndag. 9ÅR!!! Det vil sige, at sclerosen også har 9 års jubilæum i min krop. Jeg aflevere stadig min nu 'store' børn i skolen. Jeg må ikke gå med ind mere. De er begge alt for store til det, siger de! Så jeg sætter dem af, får et knus og kys (det tillader de dog stadig) ved siden af bilen og vinker. Sådan var det ikke da de var små. Her er en lille historie fra dengang.

‘Ællingerne’ er lige startet på prinsessens skole. Ællingerne er førskolebørnene og de starter op i marts. Pludselig er vi dobbelt så mange forældre om morgen, der afleverer vores små poder. En masse nye ansigter at sige go’ morgen til.
Den første morgen de er der, siger jeg pænt go’ morgen til de ‘nye’ forældre. En mor smiler stort og kigger så først på stokken så prinsessen og til sidst den lille mand. Straks siger hun: 

“Har du brug for en hånd med noget, kan jeg hjælpe dig?” 

Jeg blev glad, smilede og svarede, at jeg var ok og mange tak for tilbudet om hjælp. Stort smil sendte hun mig “Du siger endelig bare til” Jeg takkede igen og sagde, at det skulle jeg nok.

Jeg forlod skolen med en dejlig fornemmelse i maven. Den søde mor havde formået at tilbyde sin hjælp uden jeg følte mig sat i bås, eller hvad det nu er jeg sommetider føler. Jeg er meget bedre nu til, at takke ja til hjælpen når den bliver tilbudt end jeg har været. Jeg ved, at jeg er nødt til det sommetider men det gør det nu ikke nemmere.

Historien er 5 år gammel. Er jeg så blevet endnu bedre på de 5 år, til at tage i mod den hjælp der tilbydes?? Det er jeg faktisk. Jeg spørger faktisk også om hjælp når det er nødvendigt. Og det er det altså sommetider!

Beder du om hjælp? Tager du i mod, hvis du bliver tilbudt hjælp eller spurgt om du har brug hjælp??

En stok, en hest og et par geder.

(billedet er fra maj 2011 - mindstemanden er 3 år. Han syntes det var en fantastisk hest)

Der ligger en specialskole lige bagved, hvor vi bor og de har to geder eller sidst vi gik derop, var gederne godt nok væk.

Da børnene var mindre elskede de, når vi gik en tur forbi og sagde hej til gederne. Fodrede dem lidt græs over hegnet, hvis de gad komme hen til det. Jeg tror også gederne som regel synes det var ok vi kiggede over hegnet indtil dem, de brægede i hvert fald højlydt for det meste når vi kom.
Dengang gik jeg 'kun' med stok (havde ikke helt accepteret en rollator nok var bedst for ben og ryg) godt nok ikke mere end ca 500 meter ad gangen, men en tur op til gederne og tilbage kunne jeg sagtens klare på stien. Mindstemanden og jeg gik derop en eftermiddag, da han vel har været omkring 3½ år. Han løb pludselig ind i krattet og kom ud med en pænt stor kæp.

"Se mor, det er min stok"
Og så gik vi der ved siden af hinanden med hver sin stok!

Det var først da mindstemanden startede i børnehave, at han er begyndt at bemærke min stok. Han forsøgte sommetider at tage den fra mig og kunne finde på, at sige jeg skulle gå ordentligt. Han var ikke vred som sådan, men var vel ved at prøve at forholde sig til det. Hans storesøster var også omkring den alder, da hun begyndte at bemærke stokken. Hun var vred på mig i en periode over, at jeg ikke gik ordentligt. Det gik nu hurtigt over og faktisk ville hun helst selv forklare voksne som børn, hvorfor jeg var nødt til at gå med stok, hvis nogen spurgte.

I dag er hun 10 år og lillebror er 8 år. Vi snakker jævnligt om sclerosen, hvad den gør og ikke gør. Som sagt, har vores børn aldrig kendt til andet end en handikappet mor, og de er fantastiske omkring det.

Er du ærlig og åben overfor dine børn? Tror du det er nødvendigt?

Bløde ben og noget om løb!

Børn har sådan en dejlig logisk måde at opfatte og forstå tingene på.  Mine børn kan ikke huske jeg nogensinde har gået helt normalt. Min datter var 1 år, da jeg blev syg og hendes lillebror var stadig i maven.  Så for dem er det jo normalt, at deres mor ikke kan løbe og hoppe eller gå ordentligt.

Da min datter var mindre snakkede hun ret ofte om, at mors ben var dumme og derfor ikke virkede så godt.  Hun var helt med på, at jeg fik noget medicin så jeg måske kunne få det bedre. For sådan hænger det jo sammen når nogen er syg. De får medicin, de bliver bedre…..
Logik! I hvert fald for en lille pige. Nu er hun 10 år men stiller stadig spørgsmål om sclerosen. De er bare anderledes nu, spørgsmålene.

Jeg tror hun var omkring 4 år, da hun en morgen under morgenmaden proklamerede:

"Mor, nu ved jeg hvorfor du ikke kan løbe, Det er fordi dine ben er bløde." 
"Mærk selv."

Så vi mærkede mine ben og ja, de var sørme bløde mine ben.

"Mærk mine mor, de er helt hårde. Det er derfor jeg kan løbe så hurtigt."

Logik for en  lille pige på 4 år.
Hun mente også dengang, at når nu hendes ben engang blev bløde ligesom mine, så havde hun alligevel løbet nok og ville ikke savne det.
Ligesom jeg ikke savner at løbe. For jeg var alligevel aldrig en fan af at løbe inden sclerosen!