Billedet er fra en søndag i starten af november. Der skulle fanges Pokemon-er så vi kørte ned på marinaen. Det er 5 minutter fra os og vejret var koldt men så smukt. Mindstemanden fik sine Pokemons og vi fik kolde fødder!

Mandag morgen, dagen efter den søndag billedet er taget,  havde jeg kørt ungerne i skole og stoppede ved den lille lokale købmand på hjemvejen. Jeg skulle hente et franskbrød så tog bare stokken med mig. Det gør jeg bevæger mig pænt langsomt men det er okay - skulle ikke skynde mig. På vej ud af butikken går en ældre mand bagved mig. På vej hen til bilen spørger han, om jeg har været i en ulykke. Jeg svare med et smil, at det 'bare' er sclerose og det er helt ok! Det her sker engang imellem så jeg har sådan et standard svar, jeg altid bruger.
Nå, men manden gik med hen til min bil, spurgte om flere ting og til sidst siger han:

"Skal jeg ikke bede for dig?"

ØØØhh, nej tak! Ikke nu her midt på parkeringspladsen og faktisk aldrig tak! Han presser så lidt på men jeg siger igen pænt nej tak og sætter mig ind i bilen.
Nu er det sådan, at sådan påtrængenhed er temmelig grænseoverskridende på grænsen til provokerende, synes jeg. Jeg kunne ikke finde på, at være uhøflig men jeg tænker altid bagefter. How dare you! For selv om tanken er god og det sikkert er ment i bedste mening, så virker det altså ikke. 10 år næsten, har jeg fulgtes med sclerosen og jeg er endnu ikke blevet 'helbredt' trods jeg efterhånden har haft en del trosretninger, der har bedt for mig. Nu håber jeg ikke jeg støder nogen (folk må tro hvad de vil) men hvis det virkede, blev det nok brugt noget oftere, det her med at be' tror du ik'??

Nå, men det er nok ikke sidste gang det sker så måske jeg skal have et skilt på ryggen med Nej Tak!